Sådan kommer du i gang som hundeejer
Du har været alle overvejelser igennem og endelig truffet den store beslutning: at anskaffe en hund. Du glæder dig til at få en ny bedste ven og vil selvfølgelig gøre dit bedste for, at jeres første tid sammen bliver forrygende.
Men hvordan kommer du i gang? Hvad er de næste skridt?
Hvornår er det bedste tidspunkt at få en hund?
Ting tager tid – og når du anskaffer en hund, skal du forberede dig på at bruge rigtig meget tid på, at I får et godt forhold. Ligesom alle andre forhold i livet kræver det tid, tålmodighed og kærlighed. Det bedste tidspunkt at få hunden hjem er i forbindelse med, at du holder ferie. Minimum 2 uger og meget gerne 3 sammenhængende uger.
Du og hunden skal have god tid til at lære hinanden at kende, og hunden skal vænne sig til det nye hjem og dets lyde og lugte, inden den måske skal begynde at være alene hjemme.
Sommerperioden er derfor et oplagt tidspunkt til hundens ankomst. Sommeren er også et ideelt tidspunkt til renlighedstræning af hvalpe, da det i de kolde måneder kan være sværere at skabe gode oplevelser i forbindelse med gåture og toiletbesøg.
Den tid du bruger med din hund, når den ankommer til dig, er en god investering.
Jo mere tid, jo mere sandsynligt er det, at jeres forhold bliver skudt godt fra start – og fortsætter sådan.
Særligt for hvalpe er det afgørende at have oceaner af tid i opstarten, og her skal du være forberedt på, at der vil være flere måneder, hvor du skal bruge meget tid på at socialisere hvalpen, træne og være hjemme, så hvalpen kun gradvist er alene. Det kræver også et stort mentalt overskud at håndtere tis på gulvet, bideri, natlige lufteture m.m. At få en hvalp kan på mange måder minde om at få en baby!
Vi har tidligere skrevet 10 gode tips til at opdrage din hund, hvor du kan finde inspiration til den første tid.
Hvor køber jeg en hund?
Den nemmeste og mest overskuelige måde at finde en hundeopdrætter på, er ved at kontakte Dansk Kennel Klub. De kan hjælpe med opdaterede lister på opdrættere af den race, du søger. Du kan også købe en hund fra et internat, hvor du både kan finde hvalpe, unghunde og voksne hunde.
For at undgå såkaldte ‘hundehandlere’, der køber hvalpe i udlandet udelukkende med henblik på videresalg, er det altid en god ide at insistere på at se hvalpens mor. Og uanset hvor du køber din hund, er det dit ansvar at sikre dig, at hvalpen har fået menneskelig kontakt og gode oplevelser i den første levetid.
Skal jeg vælge en tæve eller en hanhund?
Du kan bedst selv vurdere, hvilket køn din hund skal have. Men der er nogle tendenser for begge køn, som måske kan hjælpe dig med at træffe en beslutning:
Hunhunde – tæver – kan være mere ustabile i deres temperament i forbindelse med den hormonelle cyklus, der styrer løbetiden. Under løbetiden er der en periode på ca. 1 uge, hvor tæven ikke må være sammen med hanhunde, hvis du vil undgå parring. Nogle tæver kan slet ikke lades ude af syne i denne periode, da de kan finde på at stikke af for at finde en hanhund til parring. Og der plejer ikke at være mangel på frivillige!
Hanhunde, betragtes generelt som mere stabile i deres temperament set over et helt liv, da de kun er underlagt hormonelle forandringer i modningsperioden. Til gengæld kan en hanhund i nogle tilfælde være på damejagt året rundt, hvilket kan være anstrengende for ejeren. Hanhunde har derudover af natur en tendens til at markere sig overfor andre hanhunde, hvilket kan betyde knurren og udfarenhed mod andre hunde på de daglige gåture.
Hvalp eller voksen?
Om du skal vælge en hvalp eller en voksen hund, afhænger i sidste ende af hvordan dit hverdagsliv ser ud, når familien skal udvides med en ny bedste ven.
Hvalpe kan trænes og socialiseres fra de er helt små, og du har dermed selv stor indflydelse på hvilke vaner (og uvaner!), den får. Samtidig sikrer du, at du kender din hund indgående, når den er voksen. En anden fordel ved hvalpe er, at du nøje kan vælge opdrætter og sikre dig, at forældrene er sunde og raske.
Hvis du overtager en voksen hund, har du bedre mulighed for at vælge en hund, hvis personlighed og temperament passer til dig. Du har også vished om hundens endelige størrelse og udseende – noget som kan være svært at forudsige for hvalpe, især for blandingshunde. Endelig er de fleste voksne hunde renlige og har lært basal lydighed – til gengæld skal du være forberedt på, at den voksne hund kan have tillærte uvaner, som det vil kræve tid og tålmodighed at aflære – eller som du måske vil være nødt til at leve med.
I vores indlæg om valg af hund, kan du få gode råd til valg af hunderace.