Er det nødvendigt at vaccinere min kat?
De fleste katteejere ønsker det bedste for deres kat, og det indebærer selvfølgelig, at den er sund og rask. Mange af de sygdomme, katte rammes af, kan forebygges, men kun hvis katten bliver ordentligt vaccineret. Vaccinationen skal sikre katten mod en række almindeligt forkomne sygdomme, der ikke findes tilstrækkelig effektiv behandling imod og som i værste tilfælde kan medføre dødelig udgang. Hos Hjørnegårdens Dyreklinik vaccinerer vi dagligt katte, så kontakt os i dag for at høre mere om, hvordan du bedst beskytter din lille ven.
Hvordan foregår vaccinationen af min kat?
En vaccination sprøjtes skånsomt ind under huden i nakken på katten. Ved en vaccination udsættes katten for en mild udgave af den specifikke virus. Derved lærer kattens krop at genkende virussen, så den fremadrettet kan bekæmpe sygdommen, hvis den skulle blive smittet.
Når vi foretager vaccination af katte hos Hjørnegårdens Dyreklinik, indleder vi altid med et sundhedstjek.
Hvad vaccineres der imod?
Der kan være flere forskellige faktorer at tage hensyn til, f.eks. hvor i landet du bor, hvilke sygdomme der er i udbrud, om katten lever indendørs eller om den også befinder sig udenfor. Som hovedregel vaccinerer man katte med en kernevaccine, der beskytter mod kattesyge (parvovirus) og katteinfluenza (herpes- og calicivirus) og i nogle tilfælde også chlamydia og smitsom leukæmi. Hvis katten skal rejse eller passes, så vær opmærksom på eventuelle yderligere vacciner.
Vi står selvfølgelig altid klar til at rådgive dig om, hvad der er den bedste plan for din kat ud fra internationale guidelines for at sikre, at man bruger vaccinerne mest hensigtsmæssigt og dermed hindrer både over- og undervaccination.
Er der andet jeg skal være opmærksom på?
Killinger fødes uden eget immunforsvar. De første 8 leveuger er katten i stedet passivt beskyttet imod sygdomme af de antistoffer, det får tilført gennem modermælken. Særligt modermælken de første dage er vigtig, da koncentrationen af antistoffer i mælken herefter falder. Katten skal vaccineres for første gang, når den er omkring 8 uger gammel, da den herefter ikke længere modtager de beskyttende antistoffer fra moderens mælk. Derudover skal den vaccineres, når den er 12 og 16 uger gammel. Hvor ofte katten skal vaccineres i sit voksenliv, afhænger af om den ofte tilbringer tid i pensionat, deltager på udstillinger samt om den er inde- eller udekat. Typisk skal en udekat vaccineres hvert år, hvorimod en indekat kan nøjes med hvert andet til tredje år.
Det anbefales at planlægge det fremtidige vaccinationsprogram med dyrlægen, som ved planlægningen tager hensyn til kattens alder, sundhedsstatus, levested og levevis. Derudover skal du altid tjekke, at katten har fået de nødvendige vaccinationer, inden du tager den med på ferie til udlandet.
Bestil tid til vaccination af din kat i dag
Hvis din kat skal vaccineres, så kontakt Hjørnegårdens Dyreklinik for at bestille en tid. Uanset vaccinationsprogram er et årligt sundhedstjek også at anbefale, da mange sygdomme herved kan opdages i opløbet, hvilket er meget værdifuldt for både kat og ejer.