Ulovlig hvalpeimport
Efterspørgslen på hundehvalpe i Danmark er steget voldsomt under coronapandemien.
Dette har resultereret i lange ventetider hos hundeopdrættere, da efterspørgslen på hvalpe er større end aldrig før.
Det er ikke ualmindeligt, at kommende dyreejere henter hvalpe uden for Danmark, men der ses også en stor tendens til at mange af de udenlandske hvalpe er blevet importeret, uden at ejerne er klar over dette. På dyreklinikkerne rundt omkring i landet ses der især en stor andel af hvalpe, der er blevet avlet i østeuropæiske lande.
Det er vigtigt at tage sine forholdsregler, når man står med en udenlandsk hvalp i hænderne, så man sikrer sig, at hvalpen ikke er importeret ulovligt.
Dårlige forhold for tæve og hvalpe
Lyssky import at hundehvalpe er en pengemaskine for bagmændene i udlandet, hvor hvalpefabrikker kan trives i stor stil. De dårlige forhold som tæven og hvalpene lever under kan risikere at have både helbredsmæssige konsekvenser, men også skabe udfordringer i forhold til socialisering med både andre dyr og mennesker.
Ved ulovlig hvalpeimport er det ikke ualmindeligt, at hvalpene fjernes fra tæven før de er 8 uger, da de er lettere at komme af med jo yngre de er. Nogle hvalpe medicineres med binyrebarkhormon, så deres muskler og størrelse kommer til at minde om en 8-ugers hvalp, selvom de er meget yngre. Andre får sovemiddel når de skal smugles over grænserne til andre lande, så de ikke larmer og øger risikoen for, at bagmændene bliver opdaget.
Lange transporttider uden vand og mad i et bur med mange andre hvalpe giver en hård start på livet for et kæledyr.
Nogle hvalpe er så dehydrerede og syge efter transporten, at de skal tilses af en dyrlæge kort efter, at ejer har fået hvalpen, og det er ikke ualmindeligt at hvalpene er inficeret med parasitter, der kan resultere i et længerevarende sygdomsforløb.
Vær opmærksom på dette ved køb hos private
Det er i langt højere grad populært at købe kæledyr på internettet fx DBA, Facebook eller Gul og Gratis, hvor der ikke står oplyst at hvalpen ikke er født i Danmark. Det er først noget ejer opdager når de henter hvalpen, hvor dens papirer fx pas, stamtavle, sundhedspapirer mm. Er udenlandske. Her er det vigtigt at være ekstra opmærksom.
Generelle ting du skal være opmærksom på, når du anskaffer dig en hundehvalp:
- Få aldrig overdraget hvalpen et offentligt sted, hvor du ikke har mulighed for at se hvilke omgivelser den er vokset op i.
- Det skal være muligt at se hvalpen sammen med den mor (hvis det ikke er muligt at se tæven er det højst sandsynligt fordi hvalpen ikke er født i Danmark)
- Hvalpen skal være mindst 8 uger når du får den og du skal se bevis på at den er registreret i Dansk Hunderegister, da dette er lovpligtigt.
- Generelt har alle hvalpe på minimum 8 uger fået deres mælketænder, hvis de ikke er brudt frem er der en god sandsynlighed for at hvalpen er for ung til at blive taget fra moderen.
- Det er lovpligtigt at hvalpen er chipmærket med et 15 ciffer langt nummer, tjek at chipnummeret stemmer overens på alle papirerne du får omkring hvalpen
- Få dokumentation på at hvalpen er vaccineret
Vær opmærksom på følgende hvis du har en mistanke om at hundehvalpen stammer fra udlandet:
- Chipnumre der er givet i Danmark starter altid med 208- hvis det ikke starter med dette er hvalpen chippet i et andet land og du skal bede om at se en importerklæring for hvalpen.
- Hvalpen skal have et gyldigt pas hvor dens chipnummer står i.
Hvis hvalpen virker syg, eller du på anden måde har en mistanke om, at opdrætter ikke har styr på hvalpens oprindelse eller sundhed, skal du ikke tage imod den. Det kan være hårdt at tage den beslutning, når man står og gerne vil hjælpe hvalpen til et bedre liv, men man risikerer desværre at støtte op om ulovlig hvalpehandel.