Sådan indretter du buret bedst til dine gnavere

Hvis du lige har fået et hamster, en mus, en kanin eller en anden gnaver, er det vigtigt at sætte sig ind i, hvordan du sætter de bedste rammer for dyret. Man skal kun købe et kæledyr hvis man har lysten og overskuddet til at tage sig godt af det, og hvis man har mulighederne for at give dyret de nødvendige fysiske rammer.

Når du skal indrette buret til din gnaver, er der forskellige behov at opfylde alt efter hvilken gnaver, det er.

Hamster

Hvis du har en hamster, er det vigtigt at være opmærksom på, at hamstre er nogle meget aktive dyr. De skal derfor have god plads til at kunne bevæge sig rundt i buret. Det er også en rigtig god idé at udstyre buret med et løbehjul, en trappe eller andet, som hamsteren kan motionere og bevæge sig på, så pladsen på den måde føles større. Det er også godt at tænke noget ”leg” ind i buret og for eksempel lægge nogle små rør, som hamsteren kan løbe igennem og blive udfordret ved. Det er selvfølgelig vigtigt at alt hvad du sætter ind i buret er sikkert for hamsteren, og den ikke kan sidde fast eller på anden måde komme til skade. Hamstere kan komme slemt afsted ved større fald, og derfor skal klatremuligheder og plateauer have høje kanter eller være helt aflukket. Buret skal desuden udstyres med noget, som hamsteren kan bruge til at lave hule i, f.eks. en lille kasse, og fyld bunden af buret med noget blødt og lunt, som hamsteren kan rode rundt og grave i, da de i naturen bygger huler og reder.

Marsvin

Marsvin holdes bedst i par eller mindre flokke, da de er sociale dyr, og bør derfor have et så stort bur som muligt. De kan holdes både ude og inde, men tåler ikke frostgrader, træk og vådt vejr – sørg derfor altid for rig mulighed for at de kan søge læ og tørvejr, hvis de går udendørs, og hold buret godt hævet over jorden. Buret bør udstyres med gemmesteder og forskellige aktiviteter, f.eks. tunneller, ting de kan gnave i og huse de kan søge tryghed i. Bundlaget skal være af et blødt og lunt materiale, i et tykt lag så marsvinenes sarte poter beskyttes mod en eventuelt hård plastikbund. Vand- og madskåle bør være tunge, da marsvinene ellers let kommer til at vælte dem, og rengøres dagligt. Marsvin klatrer ikke, men man kan med fordel indrette buret i flere niveauer, så længe de er godt afgrænset således marsvinet ikke kan falde ned.

MUS

Mus trives bedst i flok, og bør derfor holdes flere sammen. Buret kan med fordel indrettes i flere niveauer, med god mulighed for at kravle. Bundlaget bør være tykt og af et blødt, ikke-støvende materiale. Mus er glade for at bygge reder og gemme sig, og der bør derfor være rig mulighed for dette i form af flere huse og eventuelle redekasser, samt redemateriale såsom hampestrøelse. Til aktivering anbefales et fast hjul uden tremmer, da tremmer kan beskadige poterne, samt tunneller og forskellige foderemner der kan gnaves i.

Har du spørgsmål til hold af gnavere? Så er du meget velkommen til at ringe på telefon 88 775 775 og få vejledning af os.