Pas på de giftige alger
Hver sommer/sensommer ses der blågrønalger i havene omkring Danmark og i de danske søer.
Opblomstringen af de farlige alger i havvand forekommer især i juli og august og særligt i vandene omkring Bornholm og Sjællands østkyst, men algerne kan florere i stort antal i vores søer helt fra juni til oktober.
Dette sker som følge af, at vandtemperaturen stiger, så algerne får mulighed for at formere sig i hurtigt tempo. Det kan blive til en hel “algesuppe” i vandet. Gudskelov forsvinder de igen, når efterårsstormene får pisket noget mere ilt ned i vandet og temperaturen falder.
Algerne er giftige
Blågrønne alger udskiller et toksiner, som er giftige for både dyr og mennesker. Hvor vi mennesker som oftest slipper med hudirritation, kan de i værste fald være dødelige for vores hunde, der elsker at bade i og drikke af vandet. Det samme gælder børn og voksne, der ved en fejl sluger vandet.
Symptomerne på forgiftning
- Vaklende gang og uro
- Opkastninger
- Diarré – ofte blodig
- Besværet eller hurtig vejrtrækning med blege slimhinder
Hvordan ser algerne ud?
Trods deres navn kan algerne have mange forskellige farver: grønne, blågrønne, brune, gule og hvidlige. De kan farve vandet, og når der er rigtig mange, kan de ligefrem danne plamager eller fnug på vandoverfladen.
Så hvis vandet er plumret, eller der ligger en bræmme på stranden af opskyllet algeskum, så skal både mennesker og dyr holde sig langt væk.
Hvad gør jeg, hvis uheldet er ude?
Hvis uheldet alligevel er ude, så er det om at søge hjælp hurtigt, og allerhelst inden symptomerne opstår, da giften på dette tidspunkt vil have bredt sig rundt i kroppen.
Hvis muligt, så sørg for at hunden vaskes grundigt øjeblikkeligt for at sikre, at der ikke optages yderligere giftstof gennem huden, eller ved at hunden slikker sig – og søg så dyrlæge straks.
Befinder man sig et sted, hvor man ikke lige kan komme afsted til dyrlægen med det samme, så kan man på apoteket købe aktivt kul i kapsler i håndkøb. Aktivt kul kan opsuge nogle af giftstofferne, inden de når at brede sig i kroppen – 6 kapsler pr. kg hund.
Herefter er det afsted til dyrlægen, da de første 2 døgn er meget kritiske. Desværre findes der ingen modgift mod de giftstoffer, som de blågrønne alger producerer, så det eneste man som dyrlæge kan gøre er, at give symptomatisk behandling for at prøve at neutralisere giftstofferne inden det er for sent.
Så hold jer langt væk!!!
- Hvis det røde flag er hejst trods fine vejrforhold
- Hvis vandet ikke er fint klart og standen ren
Du kan få information om badevandets kvalitet gennem din lokale kommune samt på nettet.