Vær opmærksom på kornaks

Skrevet den 

Nyd sommeren I naturen, men vær opmærksom på kornaks M.M.

Naturen er den skønneste legeplads for både dyr og mennesker – ikke mindst om sommeren.

Så nyd de lange dage og det gode vejr, men husk at tjekke dyrets pels dagligt for “hjembragte” souvenirs, og vær særligt opmærksom på kornaks.

De ser så uskyldige ud, men kan desværre give store gener for dit dyr, særligt hvis din trofaste følgesvend er en glad og nysgerrig hund.
I øjeblikket ser vi dagligt hunde i klinikken, som under en gåtur, hvor de har fået lov at løbe frit og have snuden i alt, pludselig piver højlydt.

Efterfølgende halter de eller begynder at ryste på hovedet. Som oftest finder ejer ikke selv en årsag, men poten hæver op, og hunden vil ikke længere kløes bag øret.

Så er det tid til at søge dyrlæge.

Ikke sjældent finder vi dyrlæger så et kornaks eller dele af et aks, som har boret sig ind i enten poten eller øregangen, så det er helt eller delvist skjult.

Hvordan kan det ske? Jo, kornaksene har modhager, så hver gang hunden selv forsøger at fjerne genen, borer akset sig længere og længere ind i huden for til sidst at forsvinde ind i vævet.

I kan finde disse aks overalt i naturen – både på mark og eng, ved stranden og i skoven og sågar på gade og vej.

Husk også at grannåle, torne, smågrene, sten og glas kan trædes op i poterne, og at de små burrer kan give pelsproblemer hos både hund og kat, hvis ikke de fjernes løbende.

Stakkels Santos’ pote før operationen
Kornaks fjernes fra Santos’ pote
Santos’ pote efter operation
Dele af kornakset fundet i Santos’ pote
Molly efter fjernelse af kornaks dybt i hendes øre
Kornaks fjernet fra Mollys øre

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis dit dyr viser tegn på smerte. Find vores åbningstider her »