Neutralisering
Neutralisering er en samlet betegnelse for kastration af handyret og sterilisation af hundyret.
Der kan være flere årsager til at neutralisering af dyret er at foretrække. Af årsager kan for eksempel nævnes adfærdsmæssige årsager såsom dominans og strinteri, nervøsitet, forebyggelse af cancer og selvfølgelig uønsket forplantning.
Narkose
Neutralisering foregår under fuld narkose, hvorfor dyret skal møde fastende for at undgå opkast og fejlsynkning heraf.
Inden dyret lægges i narkose foretages altid et grundigt sundhedstjek af dyret med særlig vægt kredsløbs- og respirationsfunktion. Hos ældre og/eller svækkede dyr kan det i visse tilfælde være en god ide med en forudgående blodprøveanalyse for at vurdere om dyret er i stand til at nedbryde og udskille narkosemidlet, men oftest er sundhedstjekket tilstrækkeligt.
Dog er der for alle dyr, som hos mennesket, uanset alder og sundhedsstatus altid en lille risiko for dødsfald i forbindelse med narkose. Denne risiko er væsentlig større hos kaniner og gnavere end for kat og hund.
Kastration
Kastration af hankatten kræver ikke adgang til bughulen og er i den forstand et forholdsvist ukompliceret indgreb, hvor der lægges et lille snit i hver side af pungen. Indgrebet kræver hverken at sårene syes, smertestillende medicin eller krave efterfølgende. Hankatten kommer hjem samme dag og kan stort set genoptage dens normale liv og vaner, når narkosen efter cirka et døgn er helt ude af kroppen. Læs mere om kastration af kat.
Kastration af hanhunden kræver ikke adgang til bughulen og er i den forstand også et forholdsvist ukompliceret indgreb. Dog er proceduren under og efter indgrebet lidt anderledes end indgrebet hos hankatten. Der lægges kun et snit, som syes sammen igen efter endt operation. Hanhunden skal efter hjemsendelse have smertestillende medicin i en periode og krave på i ti dage, hvorefter den skal til kontrol og stingfjernelse. Læs mere om kastration af hund.
Sterilisation
Sterilisation af hunkatten og tæven kræver adgang til bughulen og er et væsentligt større indgreb end kastration af handyret. Hos begge dyr lægges et snit gennem bughulen, hvorigennem begge æggestokke og livmoderen fjernes. Det sidste for på sigt at forebygge livmoderbetændelse. Såret syes og hundyret sendes hjem med smertestillende medicin og krave. Efter 10 dage skal hundyret til kontrol og stingfjernelse. Læs mere om sterilisation af kat.
Trods den samme procedure hos hunkat og tæve er indgrebet hos tæven mere medicin- og tidskrævende end hos hunkatten, hvilket afspejles i prisen.
Fodring efter neutralisering
Ved neutralisering ændres dyrets hormonelle balance, hvorfor en foderændring vil være at anbefale, således at overvægt forebygges. Desuden er en foderændring ønskværdig i forhold til regulering af dyrets proteinoptag og urinens pH-værdi, da det neutraliserede dyr har en øget tendens til dannelse af urinvejssten.
Der findes flere velegnede mærker til det neutraliserede dyr. I klinikken tilbyder vi produkter fra Hills og Royal Canin. Ved hjemsendelse vil du som ejer få en prøve med hjem af begge mærker, så du har mulighed for at vælge det foder, dit dyr synes bedst om, og stadig være sikker på optimal fodring.
Kastration af gnavere
Kastration af gnavere kræver ikke nødvendigvis adgang til bughulen. Dyrlægen kan vælge at lægge et lille snit i hver siden af pungen, hvorigennem den tilsvarende testikel fjernes eller dyrlægen kan vælge at lægge et lille snit gennem bugen, hvorigennem begge testikler fjernes. Såret/sårene syes sammen igen efter endt operation.
Efter hjemsendelse skal dyret have smertestillende medicin i en periode og eventuelt krave på i ti dage, hvorefter den skal til kontrol og stingfjernelse. Desuden anbefales det at anvende et særdeles fiberholdigt fodertilskud (Critical Care eller Fiberplex) i dagene efter operationen, da mave-/tarmfunktionen hos dyret nemt kan gå i stå som følge af narkosen. Efter 10 dage skal dyret til kontrol og stingfjernelse.
Sterilisering af gnavere
Ved sterilisation lægges et snit gennem bughulen, hvorigennem begge æggestokke og livmoderen fjernes. Det sidste for på sigt at forebygge livmoderbetændelse. Såret syes og hundyret sendes hjem med smertestillende medicin og krave. Desuden anbefales det at anvende et særdeles fiberholdigt fodertilskud (Critical Care eller Fiberplex) i dagene efter operationen, da mave-/tarmfunktionen hos dyret nemt kan gå i stå som følge af narkosen. Efter 10 dage skal dyret til kontrol og stingfjernelse.