Kaniner

Kaniner er fantastiske kæledyr – både til børn og voksne. De kan blive helt tamme, kan trænes ligesom en hund, og så kan de også bliver helt renlige.

Kaniner kan bo indendørs, hvor de løber frit sammen med resten af familien. Men de kan også bo udenfor hele året.

Her får du en masse viden om kaniner, og du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Hjørnegården Dyreklinik, hvis du har spørgsmål.

  • Gennemsnitslevealderen for en kanin er 8 år. De små racer kan blive op til 15 år, mens de store racer bliver 4 – 5 år.
  • Du bør altid have mere end én kanin, da de er meget sociale
  • Kaniner har brug for at løbe frit i mange timer hver dag og bør ikke holdes i bur uden adgang til et større område, hvor de kan løbe rundt
  • Kaniner er mest aktive om aftenen og natten
  • Forskellige racer kan have forskellige pasningsbehov
  • Kaniner skal have fri adgang til hø, for det er deres primære foderkilde

Kaniners sociale liv

Kaniner er særdeles sociale dyr. Ude i naturen bor de i kolonier og har daglig kontakt med andre kaniner. Det betyder, at de har brug for en kanin-ven eller veninde. Derfor anbefaler vi dig på det kraftigste, at du aldrig har en enkelt kanin, men altid som minimum to.

Som koloni-dyr har kaniner brug for de andre, men de har også brug for alene-tid. Samtidig kan de være meget territoriale. Sætter du to ikke-kastrerede hanner sammen, vil de slås til døden.

Det samme gælder for to hunner. I begge tilfælde kan du opnå husfred, hvis du neutraliserer kaninerne, giver dem rigeligt med plads og muligheder for at gemme sig.

En neutraliseret kanin er en glad kanin

Hvis ikke du skal bruge din kanin til avl, så anbefaler vi klart at få den neutraliseret, og her får du en række gode grunde til at neutralisere dine kaniner:

  • Kaninen kan bedre socialisere med andre kaniner
  • Det er nemmere at lære kaninen at blive renlig
  • Du undgår at få uplanlagte unger
  • Du mindsker risikoen for brystcancer hos hunkaniner
  • Hankaniner får ikke behov for at strinte territorium af
  • Neutralisering nedsætter en eventuel aggressiv adfærd

I øjeblikket kan Hjørnegårdens Dyreklinik desværre ikke tilbyde neutralisering af kaniner.

Skal din kanin være indekanin eller udekanin?

Kaniner trives både som udekaniner og indekaniner. Det vil sige, at det er et godt kæledyr både for dig, der bor i lejlighed og i hus med have. Alle kaniner har dog brug for at kunne løbe frit i langt de fleste af døgnets timer.

Kaniner er aktive dyr, der har brug for at bevæge sig meget. Uanset om dine kaniner skal bo indenfor eller udenfor, skal de have plads til at få sig en ordentlig løbetur. Derfor anbefaler vi, at du giver dine kaniner mulighed for at boltre sig i hele bopælen, hvis den skal leve indenfor, og at du enten hegner haven ind eller bygger en løbegård til dem.
En kombination af begge dele er også en særdeles holdbar løsning for dine kaniner.

Hvis dine kaniner skal tilbringe tid ude i det grønne, er det vigtigt, at du sørger for disse ting:

  • Adgang til isoleret læ uden træk, da kaniner ikke tåler at blive kolde, våde eller stå i træk
  • Adgang til aflåst og rævesikret bopæl – gerne i form af indhegnet kaningård – specielt aften- og nattetimerne

Frie, stimulerede kaniner med kanin-venner er glade kaniner

Kaniner skal have lov til at hoppe, springe og løbe. Vi ser desværre mange kaniner, som har taget skade af at sidde i bur. I de fleste tilfælde ved ejeren ikke bedre, fordi man i mange år har holdt kaniner i små tremmebure eller udebure.

Men ved at lade din kanin løbe frit i en lejlighed, have eller stor løbegård, stimulere den med daglig træning, socialt samvær eller stimulere den med aktivitetslejetøj, kan du undgå mange både psykiske men også fysiske skader hos dine kaniner.

Tegn på at din kanin ikke har det godt psykisk:

  • Den er aggressiv
  • Den bider i sine poter
  • Den graver i bunden af buret
  • Den gnaver i tremmerne
  • Den er stille og ikke opsøgende (apati)
  • Den gnaver i tuden af vandflasken og drikker ekstremt meget
  • Den plukker sin pels eller har overdreven pelspleje
  • Den har destruktiv adfærd

Det er vigtigt, at du husker, at årsagen også kan være fysisk, hvis din kanin har denne adfærd – adfærden kan nemlig også kan være tegn på smerte.

Derfor anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge, hvis din kanin udviser en eller flere af disse adfærdstyper.

Fysiske konsekvenser hos bur-kaniner:

  • Fordøjelsesproblemer
  • Knoglesygdomme som f.eks. gigt
  • Led- og senesmerter
  • Overvægt
  • Tab af muskelmasse (øger risiko for knoglesygdomme)
  • Vitaminmangel
  • Organsvigt

Fodring af kaniner

Kaniner har et unikt fordøjelsessystem, der er meget sensitivt. De bliver nemt syge, hvis deres kost ikke sat rigtigt sammen. Derfor er det vigtig, at du sørger for, at dine kaniner er korrekt fodret.

En kanin skal have adgang til friskt vand, som du skal skifte hver dag. Ellers risikerer du, at den ikke drikker nok, og det kan give adskillige helbredsproblemer.

Udover det er det vigtigt, at dine kaniner får en alsidig kost, som dækker dens basale behov, og som samtidig hjælper den med at slide sine tænder, som vokser hele dens liv.

Det er også vigtigt, at dine kaniner har fri adgang til græs eller hø og samtidig mulighed for at få deres behov dækket med urter, grønne planter, og vitaminer. Kaniner må også gerne få snacks som f.eks. gulerødder og æbler. Du skal dog være opmærksom på, at grøntsager og frugt, som indeholder meget sukker, kun må gives i meget små mængder.

Hvis dine kaniner ikke spiser hø, kan det være tegn på, at der er noget galt. I det tilfælde skal du kontakte din dyrlæge.

De fleste kaniner elsker frugtgrene, som hører under grønne planter i kaninens madpyramide.

Kaniner må til gengæld ikke få hverken kalk- eller saltsten. De er dækket ind i deres foder, og for meget kalk eller salt kan give nyre- eller blæresten.

Få inspiration til kaninfoder

Hold øje med de små trillere – de fortæller, hvordan din kanin har det

Det er vigtigt, at du holder øje med dine kaniners afføring. De små trillere fortæller dig nemlig meget om dine kaniners generelle helbred.

En sund lort skal være lys, hård og så tør, at du kan smuldre den mellem fingrene. Og så må du gerne kunne se struktur fra stråfoder i lorten.

Kaniner lægger også bløde lorte, som de spiser. Det foregår mest om natten og er helt naturligt. Du kan kende disse lorte ved at de er vådere og lidt slimede. Dine kaniner skal spise alle de bløde lorte.

Så hvis du finder denne slags hos dine kaniner er det tegn på, at der er noget galt med deres fordøjelse. I disse tilfælde anbefaler vi, at du opsøger din dyrlæge hurtigst muligt.

I Hjørnegårdens Dyreklinik får du hjælp og vejledning

Vil du have hjælp til at skabe det optimale liv for din kanin, eller har du en kanin, der behøver behandling, er du meget velkommen til at kontakte Hjørnegårdens Dyreklinik på telefon 88 775 775 – så får du hjælp af vores kompetente og imødekommende medarbejdere

Sidebar

VIDEN OM

Sådan indretter du buret bedst til dine gnavere

Kaniner og fodring

AKTUELT

Se alle
Varmen kan være livsfarlig!
De fleste mennesker nyder sommeren med dens mange soltimer, selvom der er dage, hvor temperaturen næsten bliver for høj. Heldigvis kan vi mennesker regulere vores...
Ferie med dyr
Som dyreejer er der hver dag mange ting, man skal tænke på, og det er ikke anderledes om sommeren, når ferien skal holdes. At holde...
Flåter
Bliver i daglig tale ofte kaldt for ”tæger”, hvilket dog ikke er en korrekt betegnelse, da en tæge ikke suger blod fra dyr eller mennesker....
Lopper
Lopper Både hunde og katte angribes af lopper. Lopper er ikke sæsonbetinget og kan derfor blive en plage lige såvel i vinterperioden som om sommeren....